onsdag den 16. december 2015

Den ikke helt uskyldige pubertetsfest


Mennesket først, tradition så
Traditioner kan være nyttige og sammenhængsanimerende i en tid, hvor tingene synes at ændre sig med lynets hastighed. Derfor giver det også god mening at holde fast ved visse traditioner. Men kun visse. For selvom traditioner kan være gavnlige, så må traditionerne aldrig håndhæves på bekostning af etikken. Vi bør altid insistere på, at de traditioner vi applicerer, også er kommensurable med en almen gyldig moralsk kodeks: nemlig at behandle andre levende væsener med værdighed og som mål i sig selv. Vi skal med andre ord reflektere kritisk og etisk over traditionerne før vi anvender dem. Det er vigtigt at være bevidst om traditionernes strukturelle konsekvenser. 

Den tamilske pubertetsfest
En af de traditioner, som, jeg synes, skal bortgraves er den tamilske pubertetsfest, hvor man på tærkrummende vis udstiller en lille piges intime sfære foran hele det tamilsk diasporasamfund. Jeg kan lige godt så sige det, som det er: Jeg synes, dette pubertetsritual er en pervers og nederdrægtig tradition, som tamiler bør skylle ud i toilettet.  Den hører på ingen måde hjemme i et moderne samfund.
Nogle ville hævde, at denne festivitas blot er tamilernes pendant til konfirmationsfesterne i det danske samfund. Men det er jeg nu ikke enig i. Det er meget muligt, at konfirmation[1] også har til formål at markere en overgang. Men modsat den tamilske udgave, så er konfirmation en tradition, der henvender sig til både piger og drenge. Dernæst er seksualiteten ikke et tema her – i hvert fald ikke så eksplicit, som tilfældet nu engang er med det tamilsk hinduistiske overgangsritual.

Den strukturelle diskurs
Endelig – dette er faktisk denne blogs kardinalpointe – bærer denne pubertetstradition på en struktur, der er stærkt patriarkalsk. For når 11-12-årige pigers allerførste intime øjeblik – den første menstruation – uden pigens samtykke bliver udbasuneret og delt med alle og enhver i samfundet, så afslører denne skik et kvindesyn, der tilsiger, at kvinder ikke må have hemmeligheder. Vi har med andre ord at gøre med et kvindesyn, der er et levn fra en patriarkalsk tid, hvor kvinder ikke måtte tænke en selvstændig tanke. Ritualet afspejler med andre ord et kvindefjendsk narrativ, der hedder, at kvinder skal være gennemsigtige og blottet! Dette ritual legitimerer socialkontrol.
Dette pubertetsritual er på ingen måde nogen uskyldig, social handling. Ritualet er tværtimod en bærer af  en patriarkalsk dominans, som desværre synes at leve videre i det tamilske diasporasamfund. Jeg mener derfor, at ethvert moderne og etisk funderede menneske har en pligt til at forholde sig kritisk til dette ritual. Tamiler kan simpelthen ikke være det bekendt.

Du har et ansvar
Den yngre generation bør derfor tage debatten op med den ældre generation, og tydeliggør bagsiden af den slags ritualer for dem.  
For vi er nødt til tage de skjulte diskurser, som mange traditioner og ritualer bærer på, alvorligt. De skal tages alvorligt og bekæmpes. I det tamilske samfund har man desværre en tendens til at banalisere disse diskurser, fordi de lever under radaren. Og det er et problem.  For det er i virkeligheden diskurser som disse, der  animerer diskrimination og forskelsbehandling.  Og så længe vi ikke indser dette, så vil diskrimination og forskelsbehandling blive ved med at eksistere.





[1] For redelighedens skyld skal det nævnes, at det kristne konfirmationsritual også har sine svagheder. Noget som jeg ikke ønsker at gå nærmere ind på i nærværende sammenhæng

tirsdag den 8. september 2015

DET TAVSE RÅB

NÅR jeg ENDELIG TAGER MIG SAMMEN
OG LYTTER TIL NØDRÅBET FRA EN GUMMIBÅD
TYNGES jeg AF DÅRLIG SAMVITTIGHED

jeg VED IKKE HVAD DER ER VÆRST
HAVET, BÅDEN MED min DÅRLIG SAMVITTIGHED
ELLER DET TAVSE RÅB?

jeg SER BILLEDER AF EN BLÅ GUMMIBÅD
PÅ MIN IPAD
MERE KAN vi IKKE GØRE SIGER de
vi HAR IKKE RÅD, SIGER de

FOR OM FÅ MÅNEDER UDKOMMER EN IPHONE
SÅ DER SKAL SPARES
OG DEN BLÅ GUMMIBÅD MÅ BÆRE SIN EGEN KISTE
OG MÅSKE HVIS vi ER HELDIGE
SÅ DUKKER DEN OP
PÅ VORES NYE IPHONE
SOM IØVRIGT ER DEN TYNDESTE AF SLAGSEN
SIGER de


- skrevet mellem Korsør og Nyborg fredag den 4.09.2015!

søndag den 30. august 2015

Jeg har købt en ny notesbog
min gamle har bogstaverne spist..


mandag den 6. juli 2015

Skoven uden træer

Jeg stikker hovedet ind i en skov uden træer
og farer vild
kunne ikke finde tilbage
skoven uden træer blafrede i vinden
og åd mit udsyn.
min skygge tabte til skammen og gemte sig for mig
jeg kunne selvfølgelig have skrevet et brev
til folk uden adresser
og råbt om hjælp
men hvor køber jeg frimærker i en skov uden træer?
og hvor mange postbude tør også stikke hovedet ind i en skov 
uden træer
der æder ens udsyn og hente breve uden adressat?
Og hvem skal så dele breve ud til de identitetsløse nomader
med friværdi
hvis postbudene farer vild i en skov uden træer?

onsdag den 1. juli 2015

Roskilde - det gode samfund

I aften åbner Nordeuropas største musikfestival, Roskilde festival. Der ventes ikke mindre end 100000 betalende gæster og ca. 25.000 frivillige. 
Roskilde festival som har eksisteret siden 1971 er nok mest kendt for musikken, øl, yndige piger, det traditionelle nøgen-løb og ikke mindst den episke orangescene, hvor festivalens topnavne lader sig hylde foran tusindvis af ellevilde festival-pilgrimme. Dernæst har Roskilde festival naturligvis også en social dimension. Og så er der selvfølgelige det filantropiske.  Roskilde Festival er tillige et filantropisk projekt. Festivalens overskud går nemlig til velgørenhed.

Men det vigtigste af alt er, som jeg ser det, at Roskilde synes at rumme en dimension, som vi kun sporadisk ser i samfundet. Roskilde er nemlig en kilde til inspiration hvad rummelighed og tolerance angår. Denne musikfestival – og andre lignede festivaler – indeholder nemlig en rummelighed og tolerance, som er et eksempel til efterfølgelse, men som kun sjældent bliver fulgt i vores travle og indelukkede hverdag. Det egalitære og åbne samfund, hvor der er plads til alle eksistenser, som nogle af os drømmer om, men kun i glimt ser ske fyldest i samfundet, bliver realiseret i Roskilde. Under Roskilde festivalen sættes de sociale og kulturelle grænser ’ud af spillet’ for en stund. I denne nærværende periode er det tilladt at være anderledes og skeje ud, uden at blive stigmatiseret. Diversitet dyrkes som en dyd i Roskilde, hvor der er plads til skæve-eksistenser med skæve livsstil. Roskilde kan derfor tolkes som værende en projektion af vores indre håb om et egalitært samfund, hvor mennesket kan være sig selv, uden at bøje sig for borgerskabets prædefinerede morallære.
Disse værdier skal så absolut også gælde uden for Roskildes hegn – også selvom det er en svær proces.

God festival og sommer

fredag den 19. juni 2015

Sådan er demokrati, og det må vi acceptere


Demokrati er også at inkludere dem, vi ikke er enige med.
Det, at der er plads til et parti som DF i Danmark, konfirmerer jo bare, at vi har et velfungerende demokrati. Og det skal vi være glade for. Borgerne har talt og det må vi acceptere, og respektere! Og måske, når tømmermændende har lagt sig, reflektere over, hvorfor der er mere hate-crime i Sverige end i Danmark? For det mener jeg faktisk, er tilfældet. 
For at være ærlig, så er jeg mere bekymret for LA's fremgang. Det irriterer mig grænseløst at 8.2 procent kunne finde på at stemme på et dybt egoistisk parti, der ovenikøbet ser stort på miljøet… Det er virkelig trist?

onsdag den 27. maj 2015

Et utroligt vigtigt valg


Det forestående folketingsvalg er et utroligt vigtigt valg! Det er et valg, der på mange måder kan vise sig at få stor indflydelse på fremtidens Danmark. Dette valg er tillige et valg mellem to Danmark:

a) Et Danmark, der trods slinger i valsen fortsat agter at værner om fællesskabet og samfundets allersvageste
b) og så et Danmark, hvor uligheden vil blive større, og hvor velbetalte danskere, eksempelvis en som undertegnede, atter vil blive belønnet med en skattelettelse på bekostning af de ufaglærte og de arbejdsløse. 

Netop derfor er det vigtigt, hvis man ønsker et Danmark, hvor man fortsat har fokus på de med de få muligheder, og et Danmark, hvor alle, uanset socialbagrund, har lige muligheder,  at danskerne giver den nuværende regering et nyt mandat. Bevares, den siddende regering har skuffet på nogle væsentlige punkter - eksempelvis på dagpengeområdet. Men uanset hvad vi nu måtte mene om Helle Thorning-Smith og socialdemokraternes højredrejning, så er alternativet til Helle og den siddende regering meget værre. 

For det, der venter os, hvis Lars Løkke Rasmussen vinder nøglerne til statsministeriet, er et Danmark med stigende ulighed og usolidaritet. Og det kan vi på ingen måde være tjent med i dette ellers så solidariske land.