onsdag den 1. juli 2015

Roskilde - det gode samfund

I aften åbner Nordeuropas største musikfestival, Roskilde festival. Der ventes ikke mindre end 100000 betalende gæster og ca. 25.000 frivillige. 
Roskilde festival som har eksisteret siden 1971 er nok mest kendt for musikken, øl, yndige piger, det traditionelle nøgen-løb og ikke mindst den episke orangescene, hvor festivalens topnavne lader sig hylde foran tusindvis af ellevilde festival-pilgrimme. Dernæst har Roskilde festival naturligvis også en social dimension. Og så er der selvfølgelige det filantropiske.  Roskilde Festival er tillige et filantropisk projekt. Festivalens overskud går nemlig til velgørenhed.

Men det vigtigste af alt er, som jeg ser det, at Roskilde synes at rumme en dimension, som vi kun sporadisk ser i samfundet. Roskilde er nemlig en kilde til inspiration hvad rummelighed og tolerance angår. Denne musikfestival – og andre lignede festivaler – indeholder nemlig en rummelighed og tolerance, som er et eksempel til efterfølgelse, men som kun sjældent bliver fulgt i vores travle og indelukkede hverdag. Det egalitære og åbne samfund, hvor der er plads til alle eksistenser, som nogle af os drømmer om, men kun i glimt ser ske fyldest i samfundet, bliver realiseret i Roskilde. Under Roskilde festivalen sættes de sociale og kulturelle grænser ’ud af spillet’ for en stund. I denne nærværende periode er det tilladt at være anderledes og skeje ud, uden at blive stigmatiseret. Diversitet dyrkes som en dyd i Roskilde, hvor der er plads til skæve-eksistenser med skæve livsstil. Roskilde kan derfor tolkes som værende en projektion af vores indre håb om et egalitært samfund, hvor mennesket kan være sig selv, uden at bøje sig for borgerskabets prædefinerede morallære.
Disse værdier skal så absolut også gælde uden for Roskildes hegn – også selvom det er en svær proces.

God festival og sommer

fredag den 19. juni 2015

Sådan er demokrati, og det må vi acceptere


Demokrati er også at inkludere dem, vi ikke er enige med.
Det, at der er plads til et parti som DF i Danmark, konfirmerer jo bare, at vi har et velfungerende demokrati. Og det skal vi være glade for. Borgerne har talt og det må vi acceptere, og respektere! Og måske, når tømmermændende har lagt sig, reflektere over, hvorfor der er mere hate-crime i Sverige end i Danmark? For det mener jeg faktisk, er tilfældet. 
For at være ærlig, så er jeg mere bekymret for LA's fremgang. Det irriterer mig grænseløst at 8.2 procent kunne finde på at stemme på et dybt egoistisk parti, der ovenikøbet ser stort på miljøet… Det er virkelig trist?

onsdag den 27. maj 2015

Et utroligt vigtigt valg


Det forestående folketingsvalg er et utroligt vigtigt valg! Det er et valg, der på mange måder kan vise sig at få stor indflydelse på fremtidens Danmark. Dette valg er tillige et valg mellem to Danmark:

a) Et Danmark, der trods slinger i valsen fortsat agter at værner om fællesskabet og samfundets allersvageste
b) og så et Danmark, hvor uligheden vil blive større, og hvor velbetalte danskere, eksempelvis en som undertegnede, atter vil blive belønnet med en skattelettelse på bekostning af de ufaglærte og de arbejdsløse. 

Netop derfor er det vigtigt, hvis man ønsker et Danmark, hvor man fortsat har fokus på de med de få muligheder, og et Danmark, hvor alle, uanset socialbagrund, har lige muligheder,  at danskerne giver den nuværende regering et nyt mandat. Bevares, den siddende regering har skuffet på nogle væsentlige punkter - eksempelvis på dagpengeområdet. Men uanset hvad vi nu måtte mene om Helle Thorning-Smith og socialdemokraternes højredrejning, så er alternativet til Helle og den siddende regering meget værre. 

For det, der venter os, hvis Lars Løkke Rasmussen vinder nøglerne til statsministeriet, er et Danmark med stigende ulighed og usolidaritet. Og det kan vi på ingen måde være tjent med i dette ellers så solidariske land. 


lørdag den 23. maj 2015

Hvad er dannelse?

Er det udtryk for dannelse at læse Dostojevskij?
Ja, det tror jeg sagtens, mange vil skrive under på.
Men er det udtryk for dannelse at læse Dostojevskij - siddende i et Ryanair fly?

Tag stilling! Og del dette statement med andre, hvis du er enig!

/ bas kanthavanam

tirsdag den 19. maj 2015

Red barnet

Jeg har det ærligt talt svært, når samfundets svageste bliver brugt som middel i andre menneskers projekter. De ’svage’ befinder sig nu engang i en situation, hvor de af forskellige grunde ikke er stand til at sige fra. Og nogle er dem er endda dybt afhængige af andres hjælp. Her tænker jeg ikke mindst på børn, der af indlysende grunde ikke kan tage vare på sig selv, endsige sige fra, når andre vælger på vegne af dem. Netop derfor har vi voksne en naturgivet pligt til at tænke på deres integritet også.

Når man har med mennesker at gøre, er der altid magt involveret. Det gælder ikke mindst mellem voksne og børn. Magtforholdet kan ikke elimineres – den er uforgængelig – men vi kan derimod vælge at forvalte den magt, vi har over andre på en måde, således næstens integritet ikke nedbrydes.

Derfor kan jeg blive så forbandet forarget, når jeg ser voksne se stort på børnenes sundhed,  identitet og integritet.  Jeg ved ikke, hvor ofte jeg har måtte bide mig selv i tungen, for at undgå en konfrontation med forældre, som, uden hensynstagen til deres børn, stod og inhalerede og pustede gift ud i nærheden af børnene. Jeg har som sådan intet imod, at folk ryger – det må folk nu engang selv styre.  Men den mulighed skal deres små børn dæleme da også? Derfor irriterer det mig grænseløst, når fædre og mødre går tur med deres lille barn i barnevognen og en storrygende Cecil i kæften.

Min forargelse er en blanding af vrede og undren. Jeg bliver vred, fordi forældrenes ageren er en manifestering af den menneskelige egoisme og en materialisering af  en ’mit behov’-mentalitet. Og endelig undrer jeg mig over de voksnes manglende refleksionsevne, for det må da være tydeligt for enhver med et nogenlunde velfungerende ratio, at passiv rygning  også er sundhedsskadeligt?

Som forældre har man magt over børn – og den magt skal forvaltes med respekt for børnenes integritet og autonomi.  

tirsdag den 31. marts 2015

Den etiske fordring


Mennesket står altid i forhold, og når man står i forhold, så har man også indirekte påtaget sig et vist ansvar over for det, man nu engang står i forhold til. På bundlinjen, tror jeg, at både de religiøse og humanisterne er enige om ovenstående. Men uenigheden bliver noget mere eksplicit, når man skal afgrænse hvem dette 'forhold' er.

For mange religiøse – dog ikke alle – er ’forholdet’ næsten altid Gud. For en ikke-religiøs humanist ville ’forholdet’ udelukkende være et menneske. Men hermed ikke sagt, at man ikke både kan være religiøs og samtidig have medmennesket som sit primær forhold. Den eksistentialistiske kristendom har bl.a. lagt vægten på tilværelsens eksistentielle sider, som noget af det væsentligste ved den kristen tro. Og læser man Det Nye Testamente og dets mange lignelser nøje, så ville man straks indse at Jesus selv prædikede denne filosofi. Og omvendt skal humanister råbe vagt i gevær, når humanismen sakraliseres og dermed animerer inhumanisme! 

Ifølge Jesus står mennesket altid i forhold til et andet menneske. Denne humanisme præsenteres tydeligt i Bjergprædiken og i buddet om næstekærlighed. Budskabet i det kristne næstekærlighedsbud er da netop at understrege fordringen om, hvordan mennesker skal være over for mennesker, og ikke nødvendigvis hvordan mennesker skal være over for Gud. Dette cementeres flere gange af Jesus. Et sted i Bjergprædiken siger Jesus, at forholdet til sin næste skal prioriteres højere end fx opretholdelsen af de rituelle forpligtelser.  

Menneskets står altid i forhold til et andet menneske. Det er Jesu filosofi og påskens reelle budskab kogt ned til en bouillonterning.

Men Jesu budskab om ubetinget kærlighed til næste bliver i disse dage 'gemt væk' til fordel for forpligtelser over for Gud og kirkens traditioner, dogmatik og PR. 

Menneskets sande forhold er da altid et andet menneske!

Rigtig god ' død og opstandelse'



søndag den 8. marts 2015

Den indiske ondskab


I aften, på kvindernes internationale kampdag søndag den 8.marts, viser DR den megen omtalte dokumentar, ‘Indiens døtre’. Dokumentaren, som den indiske regering har forbudt, handler om en gruppevoldtægt,  der rystede det indiske samfund for lidt over 2 år siden.

Her blev en 23-årige studerende, Joity Singh, gruppevoldtaget og lemlæstet i en bus i den indiske storby, og hovedstad, New Delhi.

Joity Singh døde senere af sine kvæstelser. Voldtægten animerede straks mange demonstrationer i Indien, og det stod snart klart, at det indiske samfund abonnerede på et stærkt reaktionært og nederdrægtigt syn på kvinder.   


I nærværende blog vil jeg diskutere ovenstående - men fra et filosofisk perspektiv. Voldtægten af Joithy er meget mere end en voldtægt. Den er snarere udtryk for en ondskab og marginalisering af mennesker, som synes at stortrives i det indiske samfund.


Når man filosoferer over en voldtægt eller lignende brutale handlinger, så er det altid med frygt og bævn. For man ønsker for alt i verden ikke at gøre følgende:

  1. Flytte ansvaret væk fra gerningsmændene
  2. Decimere den tragedie, som er hændt offeret
  3. Marginalisere eller banalisere tragedien


Derfor vil jeg, for at undgå evt. misforståelser, gerne slå fast med syv tommer søm, at jeg på ingen måde har intentioner om at banalisere eller decimere den brutale handling, som hændte den stakkels kvinde for 2 år siden. Så er det sagt!

Man skal ikke forsøge at forstå en voldtægt! Men det er legitimt at spørge, hvorfor den slags ondskaber finder sted i visse samfund. Det kan ikke nægtes, at voldtægt  og vold mod  kvinder er et almen globalt problem, men i Indien synes der at herske en decideret voldtægtskultur og en ligegyldiggørelse af kvindekønnet. Hvor kommer denne ondskab fra? Hvorfor behandles kvinder som forbrugsgenstand i Indien? Er det mændene, der er dårligt opdraget eller skyldes det snarere en diskurs, der animerer ligegyldiggørelsen af mennesker? Jeg mener, at vi også bør kigge på det sidste - dog uden at fravriste ansvaret fra bødlerne!

Det er velkendt, at ondskab stortrives i hierarkiske samfund. Et samfund, hvis sociale orden er hierarkisk opdelt og tillader diskrimination af mennesker, har simpelthen nemmere ved at frembringe en institutionaliseret ondskab, end egalitært indstillede samfund. Og dette skyldes ikke mindst, at i hierarkiske samfund kommer hierarkiet altid før mennesket. Og Indien er om nogen et hierarkisk opdelt samfund, hvor racisme og forskelsbehandling synes at stortrives. Grundet det hinduistiske kastesystem er det legitimt, hvis ikke juridisk så åndeligt, at behandle mennesker forskelligt og dårligt. Og derfor ser vi desværre et tegn på en institutionaliseret  ligegyldiggørelse af mennesker - og herunder kvinder - i Indien.
For når man skaber og fastholder en diskurs, der hedder at ‘ikke alle mennesker er lige værdige’, så ville sandsynligheden for diskrimination af mennesker også  være stor! Derfor kommer indernes reaktionære kvindesyn ikke bag på undertegnede - desværre!
Hvis inderne gerne vil forbedre kvindens stilling i det indiske samfund - hvilket de skal -  så er de nødsaget til at se på den bagvedliggende diskurs, der frembringer ondskaber, som den der hændte Joity Singh i 2012!  Kun på denne måde kan livet for kvinder og andre marginaliserede grupper ændres til det bedre i det menneskefjendske Indien!