mandag den 2. marts 2015

Derfor er præstens tro ikke vigtig

Skal præsterne i den danske folkekirke tro på en skabende gud og Jesu fysiske opstandelse, for at forkynde i kirken? Dette spørgsmål blev atter vakt til live med Per Ramsdals bombastiske udmelding i Jyllands Posten den 25.december.

Det evige liv – her og nu
Her sagde Per Ramsdal meget klart at han havde meget svært ved at tro på Jesu fysiske opstandelse. Udmeldingen skabte naturligvis debat, og flere præster på den kristne højrefløj – og nogle politikere fra selvsamme fløj – krævede, imens sagen stadig rullede, Ramsdals afgang.
Diskussionen om hvordan opstandelsen, det evige live, dommedag etc. skal forstås og udlægges er tilbagevendende temaer i folkekirken. Allerede i 1950’erne udfordrede den århusianske professor i teologi, og præst, P.G.Lindhardt det danske kirkesamfund med sin provokerende udmelding om, at han ikke troede på det postjordiske evige liv. En forestilling som de bogstavtro kristne ellers abonnerede på. For P.G.Lindhardt var det evige liv, det levede liv.  Altså det liv vi havde med hinanden – her og nu! Samme eksistensteologiske budskaber adresserede teologien og filosoffen, Johannes Sløk, i flere af sine publikationer. Og præster som Grosbøll og Ramsdal viderefører derfor blot en velkendt eksistensteologisk tradition – en tradition, som, efter alt at dømme, deles af mange folkekirkepræster. Det er bare ikke alle præster, der tør at gamble med deres levebrød. Og det kan man faktisk ikke  fortænke dem i.
Inden for dansk kirkehistorie har vi nemlig flere eksempler på præster, som var blevet truet på levebrødet grundet deres divergerende bibel- og kristendomssyn. Det mest kendte eksempel på dette er fra 1854/55, hvor den danske filosof, Søren Kierkegaard, tog fløjlshandskerne af og indledte et yderst unødvendigt angreb på den danske folkekirke og dens mange præster. Kierkegaard mente, at præsterne i den danske folkekirke forkyndte pseudokristendom. En kristendom der forhøjede nydelse på bekostning af  Kristi lidse.. Kierkegaard vandt som bekendt ikke kampen.  Og gud ske lov for det!

Ramsdal-sagaen
Men det lader til, at røsterne mod Ramsdal har fået ret, som de havde agt. Hele sagen syntes nemlig at have fået en sjælden uværdig afslutning, idet noget godt kunne tyde på, at Ramsdal er blevet ’presset’ til at trække sine udtalelser tilbage. For den 20.januar kom Ramsdal med en beklagelse og undskyldning. Eller sagt med andre ord: Ramsdal måtte stikke en nødløgn for at dække nogle af sine andre nødløgn, som han, efter eget udsagn, har afgivet i kirken.  
Her kunne man med henvisning til tidens højaktuelle ytringsfrihedsdebat snildt diskutere rimeligheden i at presse en præst til at tie, blot fordi denne syntes at have brugt sin fortolkningsret til at fortolke i nogle ældgamle tekster. Men det ønsker jeg ikke i nærværende sammenhæng. Den diskussion må trykkefrihedsselskabet, og dens tidehvervprædikanter, tage. De har efterhånden også specialiseret sig i at forsvare den lille mands ret til at sige sin uforbeholden mening.  Så mon ikke Ramsdal kan vente sig en hjælpende hånd fra trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedsapologeter inden for den nærmeste fremtid?

Hvor vigtig er præsten egentlig?
Men jeg ønsker derimod at vende tilbage til det spørgsmål, som jeg indledte denne artikel med. Nemlig om en folkekirkepræst skal tro på en skabende gud og den fysiske opstandelse, for at fungere som præst i den danske folkekirke? Svaret er et rungende ”ja”, hvis den danske folkekirke vel at mærke var en katolsk kirke. Svaret ville tillige være ’”ja”, hvis præsten var noget særlig – altså hvis præsten havde en sakral særstatus i det sakrale rum, og dermed var et nødvendigt bindeled mellem det hellige og det profane: Altså mellem den transcendente Gud og den syndige immanente verden. Men det er netop ikke tilfældet. Den danske folkekirke hører ikke under den katolsk kirke – den er tværtimod et produkt af en modbevægelse, som opstod i 1500-tallet, og hvis fornemmeste opgave var bl.a. at frigøre gud fra de gejstliges jerngreb. Den lutherske reformation – hvis vi for en kort stund ser bort fra de politiske elementer, som den også var fyldt med – var teologisk set et forsøg på at bringe den enkelte tættere på det hellige udenom det gejstlige mellemled. Derfor er præsten  heller ikke hellig inden for den protestantiske kirke. Og af selvsamme årsager er præstindvielsen heller intet sakramente. Præstens personligt trosforhold er teologisk set sekundært inden for den protestantiske kirke, idet frelsen ikke forudsætter en præst, men tro alene.

Det personlige gudsforhold
Både hos Luther og Kierkegaard er forestillingen om det personlige gudsforhold altafgørende. Frelse er – og bliver – et spørgsmål om at træde i eksistensen og  modtage nåden gennem troen. Det er den enkelte, som i kraft af det absurde, skal tage springet. Det er den enkelte, der skal trodse rationalet og lade sig forarge på paradokset, og så tage det afgørende skridt ud på det dybe vand. Denne proces er en opgave for hiin enkelt. En præst kan ikke pådutte et andet menneske tro. For var det tilfældet, så har man mere eller mindre rullet en væsentlig del af reformationen tilbage – teologisk set.   
Så skal en folkekirkepræst tro på en skabende gud og den fysiske opstandelse, for at være præst i den danske folkekirke? Svaret er nej, idet den danske folkekirke er en protestantisk kirke, og hos Luther er gudsforholdet karakteriseret ved, at det er et forhold uden mellemled.
Men naturligvis skal præsten i en dansk folkekirke ikke stå og læse op af bhagavadgita eller lignende tekster søndag efter søndag. Det er selvsagt præstens opgave at forkynde evangeliet. Men om han så selv tror på det, han forkynder, er en helt anden sag, og det vedkommer ikke andre end ham selv. For i sidste ende er det altid den enkelte, der må tage stilling til, om vedkommende vil tro på det forkyndte ord – trods paradokserne.
Og jeg medgiver, at det umiddelbart godt kan virke en smule paradoksalt, at en præst i den danske folkekirke ikke tror på en skabende gud og Jesu fysiske opstandelse. Men er kristendom overhovedet en mulighed uden paradokserne? Er hele kristendommens grundfortælling ikke et kæmpe paradoks i sig selv?

Bas Kanthavanam, Odense C,
Cand.mag i religionsvidenskab og historie


søndag den 22. februar 2015

Ytringsfriheds- og religiøsfundamentalisme

Oven på terrorangrebet i København den 14 februar er debatten om ytringsfriheden atter vakt til live. Ytringsfrihed og retten til at tegne gud og hvermand er teoretisk set en demokratisk ret, vi skal insistere på at værne om. Men samtidig skal vi tillige være opmærksomme på, at vores insisteren på ytringsfrihed ikke konverteres til en korrumpering af vort eget selvbillede som civiliserede og dannede folk.

Naturligvis skal vi stå fast på vores ret til at ytre os. Retten til at sige fra over for autoriteter er ikke kun en ret, det er tillige en nødvendighed, hvis vi ønsker et åbent samfund. Derfor må vi aldrig tillade love der begrænser vores formelle ret til at sige vores mening. Det kan der, efter min vurdering, ikke være to mening om i et demokrati som vores.
Når det er sagt, for at vende tilbage til vores selvbillede som civiliserede og dannede folk, så synes jeg at satiretegninger, der frembringes udelukkende med det formål at håne og spotte Muhammed, velvidende at disse billeder støder mange muslimers religiøse selvforståelse,  er hverken konstruktive eller nyttige.

Ligesom vi skal insistere på vores demokratiske principper, bør vi også insistere på at være civiliserede og dannede. Nogle gange opfører vi os desværre som en alkoholiseret fætter, vi ikke længere inviterer til familiefester, simpelthen fordi denne ikke besidder almen pli og anstændighed.

onsdag den 11. februar 2015

Religion - på godt og ondt

Min tilgang til religion har altid været udefra. For mig er religion et sociokulturelt fænomen, skabt af mennesker til mennesker. Som Feurbach siger, så er gud skabt i mennesketsbillede - ikke omvendt.
Hver gang jeg starter et nyt religionshold op, så starter jeg derfor altid med at sige til mine kære elever, at en religionsforsker ikke studerer guder, men mennesker, der tror på guder. Det er langtfra sikkert, at en religionsforsker selv tror på guder, men vi kan altid regne med, at hun tror på, at andre har forestillinger om guder. Og det er - alt anden lige - det vigtigste, når man studerer religion.

Og det er andres forestillinger om guder og deslige som har interesseret en som mig siden min egen gymnasietid, og en væsentlig årsag til, hvorfor jeg valgte at studere religionsvidenskab på universitet. Guder interesserer mig ikke - men mennesker, der tror på guder, gør i den grad.

Hvorfor tror mennesker på overnaturlige kræfter? Har religion overhovedet en rolle at spille i det moderne samfund? Hvordan skal vi forholde også til religionernes mytiske narrativer i en højteknologiske tidsalder?

Disse - og andre religionsrelaterede  -  problemstillinger vil jeg diskutere i nogle artikler her på bloggen.

mandag den 29. december 2014

Han er der bare...

Hvad vil det egentlige sige at eksistere. Altså sådan rigtigt at eksistere? Ikke blot være til stede, men at eksistere?  Nogle vil påstå, at mennesket eksisterer indtil det ikke eksistere længere. Altså ligesom dyrene! Men det er en biologisk eksistens. Og der må for guds skyld være forskel på mennesker og dyr? Eller er der?

Vi ved at dyrenes eksistens ikke kalder på refleksion af nogen art. De eksisterer bare. De er der bare. Og hvis mennesket også bare var der, altså bare overtog det, der allerede var givet, ja, så er der faktisk ingen forskel på mennesker og dyr. Hvis det nævnte er tilfældet, så er man spidsborger i kierkegaardsk forstand.

Spidsborgeren er ligesom døde fisk i vand – han følger bare strømmen. Han er der bare. Spørger man ham, hvorfor han er blevet gift i en kirke eller i et tempel, så ville han typisk replicere som følger: ” jamen, det gør alle, så det gjorde jeg også bare”.  Samme svar ville man få, hvis man spurgte ham, hvorfor han døbt sit barn. Men man kan egentlig heller ikke forvente andet fra ham. For han er der bare – altså ligesom en streg i en stregkode, som er en streg blandt mange andre streger. Han eksisterer med andre ord ikke - han er der bare.
Men er det overhovedet en acceptabel måde at leve på? Altså bare gør som alle andre -  fordi... det gør man jo?!   

tirsdag den 23. december 2014

Mine bevægelser

Jeg løber – ikke kun fordi det er sundt
Jeg løber – ikke for at blive set
Jeg løber – ikke kun fordi det er en slags samfundstjeneste
Jeg løber – ikke for at facebooke mine tider
Jeg løber – ikke kun fordi jeg elsker friluftsliv
Jeg løber – ikke for at spare et fitness.dk-kontingent
Jeg løber – ikke kun fordi jeg kan spise en pizza ubekymret
Jeg løber – ikke for at hæve mig selv
Jeg løber – ikke kun for at forbedre PR
Jeg løber – fordi, når jeg løber, så bevæger jeg ind i min indre natur

Derfor løber jeg!


Glædelig Jul og godt nytår! 


tirsdag den 7. oktober 2014

Indisk idioti

Indere  og srilankanere - herunder tamiler - har et mærkværdigt anlæg for at sætte deres lokale filmstjerner, politikere og historiske personligheder på et piedestal og dyrke dem som var de guddommelige. Denne praksis er ikke kun dumt, men endsige et demokratisk og akademisk problem. Det sidste kan bedste eksemplificeres med henvisning til journalisten og debattøren A.Roy, som har fået en sag om halsen, for at have stillet sig kritisk over for den gængse fortælling om landsfaderen, Mahatma Gandhi.
I Tamilnadu truer borgerne med selvmord, fordi domstolen har fundet toppolitikeren, Jayalaitha, skyldig i omfattende korruption.

mandag den 4. august 2014

Øen


år 1979

her entrerede jeg verden
imellem slidte hospitalsenge og grædende hænder
på en dejlig ø, siger de
der hurtigt blev slidt ned, ved vi


slidt ned af
                 fantaster
                   utopister
                       patrioter                        
                         nationalister
                            menneskehader
og til sprog onanerende analfabeter


de kunne ikke enes
kunne ikke enes om hvem der var den førstefødte
den førstefødte har jeg jo som bekendt førsteretten
førsteretten til at ødelægge alt liv


og fordi de ikke kunne enes
valgte de at aflive øen i fællesskab


Nu sidder jeg på en ny ø
og skriver poesi..!