mandag den 21. marts 2016

Når politikere bidrager til radikalisering


Radikalisering og antiradikalisering
Radikalisering og antiradikalisering må siges at være to af tidens mest omdiskuterede begreber. Jeg har gymnasieelever, der skriver Studieretningsprojekter(3-årsopgaven i det almene gymnasium) om radikalisering og antiradikalisering, og vi hører dagligt politikere – både fra venstre- og højrefløjen – råbe vagt i gevær og advare mod stigende radikaliseringstendenser blandt unge med muslimsk baggrund, og som er villige til at sætte millioner af kroner  af til antiradikaliseringsprojekter.

I kølvandet på en række, tilsyneladende religiøst motiverede, terrorangreb – begået af unge mænd der modsætter sig det land, de er født og vokset op i – har  politikere været umådelig meget interesseret i at finde ud af,  hvad der ligger til grund for denne radikalisering, og ikke mindst hvad man kan gøre for at afradikalisere de, som enten er blevet radikaliseret eller er i farezonen til at blive det.

Og idet der er en bred enighed om, at radikalisering af unge er et stort samfundsproblem, der skal tages alvorligt, så giver det tillige god mening at rette opmærksomheden mod mulige arnesteder, hvor unge kan formodes at blive radikaliseret. Det kunne eksempelvis være yderliggående religiøse specialister, men i høj grad også karismatiske  organisationer, som opildner til had og indpoder antidemokratiske værdier i unge muslimers rastløse sind.
 
Fundamentalisternes retorik
Men jeg tror desværre, at vi kommer til kort, hvis vi udelukkende fokuserer på religiøse specialister, skumle kældre og nedslidte lagerbygninger. De danske politikere bør også rette blikket ind ad, og spørge sig selv, om de på nogen måde er med til at give ammunition til radikalisering?

Uden på nogen måde at placere ansvaret for radikaliseringen af unge muslimer hos danske politikere – for jeg mene at roden til radikalisering trods alt skal findes i de miljøer, de unge færdes i – så mener jeg ikke desto mindre, at det er værd at anholde visse politikeres pseudodemokratiske  gøren og udtalelser inden for de sidste par år. Udtalelser som jeg mener kan blive brugt af kræfter, der ønsker at vende unge muslimer væk fra det danske samfund.

Jeg har, først som religionsvidenskabsstuderende på universitet og nu som underviser i gymnasiet, et nogenlunde kendskab til yderliggående islamiske grupper. Foruden at have en udbredt aversion for demokrati og vestlig livsstil, så er disse grupper hamrende gode til at skabe et fjendebillede af Danmark og danskerne.  De fremstiller gerne den muslimske minoritet som offer og den danske majoritet – herunder navnlig de danske politikere – som hegemoniske og hykleriske. Dette er en gennemgående retorisk fremgangsmåde, som kan findes i de fleste fundamentalistiske og rabiate grupper herhjemme.

Ligesom visse politikere, der har gjort en dyd ud af at skabe et fjendebillede af islam og muslimerne, så skaber disse yderliggående islamiske grupper et fjendebillede af danskerne, som de med al sandsynlighed  applicerer i radikaliserings øjemed.

Fundamentalisternes konspirationsteoretiske narrativ
I deres retorik projicerer de som sagt gerne Danmark og danskerne som islamfjendske og hykleriske. Eksempelvis har herboende fundamentalister og salafister, siden Muhammedkrisen, forsøgt at konstruere en konspirationsteoretiske  narrativ, der sår tvivl om de danske politikers demokrati- og ytringsfrihedsyn. Ifølge disse kræfters narrativ, handlede Muhammedkrisen ingenlunde om ytringsfrihed, men udelukkende om at genere  muslimerne og islam. Og de danske politikeres insisteren på demokratiske principper, fx ytringsfrihed, skal tillige ses i dette lys, mener de. Denne konspirationsteoretiske narrativ kan man sagtens forestille sig blive brugt i en radikaliseringsproces.

For som visse undersøgelser viser, er der en del, der peger på, at ikke alle der bliver radikaliseret er religiøse endsige særlige velbefærdede inden for den islamiske tro. Der må med andre ord også være faktorer, foruden de religiøse, der motiverer de unge til at gå ad radikaliseringsvejen? Og her er min pointe, at vores politikeres tvetydige udtalelser om dette og hiint kan tænkes at blive brugt af kræfter, der ønsker at vende unge muslimer væk fra det danske samfund.

Og desværre synes nogle af vore politikere ubevidst at give propagandaskyts til de radikale kræfter, når de åbenlyst handler imod synspunkter, de under og efter Muhammedkrisen ophøjede til civilreligiøse dogmer.


Politikernes dobbeltmoral og radikalisering
For når man for 10 år siden advokerede for at ytringsfrihed og demokrati er danske kerneværdier, der ikke kunne gradbøjes, men 10 år senere fremlægger lovforslag eller synspunkter, der utvivlsomt erodere selvsamme værdier, så er det naivt ikke at forestille sig, at dette ikke ville blive brugt af kræfter, som ønsker et andet samfund, end det vi ønsker. Jeg vil egentlig ikke intensivt gennemgå danske politikeres udtalelser og lovforslag, der ligger fjernt fra de demokratiske værdier, som de sakraliserede under Muhammedkrisen. Men  skulle man alligevel, for redelighedens skyld, fremhæve et par eksempler, som er problematiske, både fra et demokratisk perspektiv, men sandelig også ift. til at inddæmme radikalisering af unge med muslimsk herkomst, så vil jeg pege på følgende:

·       Sagen med Belal El-Khatib, der fik afslag på dansk statsborgerskab, selvom denne opfyldte kriterierne for statsborgerskab. Belal El-Khatib blev trukket ud af statsborgerskabskøen, fordi han tidligere havde udtalt, at han på demokratisk vis havde til hensigt af omstyrte demokratiet.

Tåbelig udtalelse! Men et demokrati burde vel rumme tåbelige udtalelser?

·       Udlændingeloven der giver politiet ret til at frihedsfrarøve flygtninge på ubestemt tid samt at suspendere domstolsprøvelse af politiets frihedsfrarøvelse. Her bryder man med et grundlæggende dansk, demokratisk retsprincip.


·       Pia Kjærsgaard der på åben skærm udtrykker, at hun gerne så at The Guardian trak deres satiretegning af Lars Løkke tilbage og tilmed gav statsministeren en undskyldning. Selvsamme politiker hævdede ellers under Muhammedkrisen at ytringsfrihed ikke var til diskussion.

 
·       Mette Frederiksens forslag om at lukke rabiate hjemmesider uden dommerkendelse. Et klokkeklart brud med ytringsfriheden. Selvfølgelig skal vi holde øje med hjemmesider, der prædiker had. Men at lukke hjemmesider uden dommerkendelse er metoder man bruger i lande som Iran, Saudiarabien, Nordkorea etc. Lande som vi helst ikke vil sammenlignes med hvad demokrati og ytringsfrihed angår.


·       Endelig har vi den famøse Grimhøjmoskeen, som flere politikere gerne vil lukke pga. imamernes tåbelige og utidssvarende ytringer om ægteskab, kvindens rolle, sex og børneopdragelse etc. Men at lukke en forening, som Grimhøjmoskeen også er, pga. afskyelige ytringer må alt anden lige betragtes som værende en krænkelse af både ytringsfrihed og foreningsfrihed.

Ovenfor skitserede eksempler viser desværre, at der er sket et skred i en negativ retning ift.  vore folkevalgtes demokratiforståelse. Og dette er selvsagt et kæmpe demokratisk problem. Men hvad værre er, så er vore politikere ubevidst med til at give islamiske fundamentalister propagandaskyts og argumenter, som de kan applicere i rekrutterings øjemed.

De rabiate hadeprædikanter kan med henvisning til nogle folkevalgte politikeres kontroversielle og demokratifjendtlige forslag konfirmerer deres konspirationsteori om, at hele demokrati- og ytringsfrihedsdebatten herhjemme i virkeligheden kun havde – og har – et formål:   at genere Islam. Og jeg tror -  desværre – at det virker.

Radikalisering handler nemlig ikke om fornuft. Den hviler snarere på patos. Når fundamentalister med henvisning til danske politikeres demokratifjendtlige forslag konstruerer konspirationsteorier gående på, at der er en komplot mod islam og muslimerne under opsejling, så bliver nogle unge motiveret til at gøre noget for at forsvare deres tro – også selvom de ikke er særlige troende i traditionel forstand.

 

mandag den 15. februar 2016

Intolerancens banalitet

DF: de intolerante
I kølvandet på sommerens folketingsvalg – og den store tilslutning til Dansk Folkeparti (DF) – kunne man desværre spore en hadefuld stemning på de sociale medier, hvor skuffede danskere valgte at manifestere deres ærgrelse over valgresultatet ved at adressere et til tider nederdrægtigt angreb mod de danskere, der, af uransagelige årsager, valgte at placere deres stemme hos DF. Nogle af disse ytringer var så hadske, at det kaldte på en refleksion. Mange af disse adressater, som kritiserede –  og anklagede DF og DF-vælgere – for at være intolerante, var nemlig ikke særlige inkluderende selv. Deres tone signalerede ikke tolerance, men intolerance. Det er ikke kun tankevækkende, men endsige foruroligende. For hvad ville konsekvensen egentlig være, hvis vi gav intolerancemonopolet til DF, og dermed konstruerede en diskurs, der hed, at kun DF og DF-vælgere kan være intolerante?
Og jeg tror desværre at nogle allerede gøre dette. Men ret beset, så ligger dette også ganske fint i tråd med den menneskelige psykologi, hvor vi sætter vores egen overlevelse over alt andet. På baggrund af den tyske filosof Hannah Arendts teori om ondskabens banalitet vil jeg i denne artikel diskutere bagsiderne ved en sådan diskurs.

Hannah Arendt og ondskabens banalitet
Den tyske filosof, Hannah Arendt, skrev i 1962, på baggrund af retssagen mod Adolf Eichmann, som hun dækkede for New York Post, en banebrydende bog, der har delt vandene lige siden. Det er i bogen Eichmann – ondskabens banalitet hun fremlagde sin teori om ondskabens banalitet. Hun konkluderede på baggrund af sine observationer, at Adolf Eichmann, som stod for transporten af de ungarske jøder til de nazistiske dødslejre i Polen, var normal. Han var, mod alle forventninger, ingen psykopat og hans ondskab skyldtes tankeløshed – dum ondskab. Eichmann var en skrivebordsmorder, der var fanget i et bureaukratisk system, og som konsekvens af dette materialiserede han ukritisk ordrerne. Og dette er hans skyld, ifølge Arendt. Eichmann er nemlig ikke uden skyld. Han havde – ligesom os andre – en pligt til at reflektere kritisk over det forhold han indvilligede sig i. Det forsømte han, og handlede derfor tankeløst og dumt – derfor den dumme ondskab.
Arendt har dog ikke helt ret, når hun hævder at Eichmanns eneste skyld var hans tankeløshed. Meget tyder dog på, at Eichmann, som var en fremtrædende SS-officer, udmærket kendte til konsekvenserne af sine handlinger.

Intolerancens banalitet
Men sandt er det, at visse diskurser kan danne grundlag for – hvis ikke banal ondskab – så banal intolerance. Intolerancen banaliseres fordi diskursen fortæller os, at intolerancen kun lader sig manifestere, hvis denne bliver praktiseret af en navngiven gruppe eller etnicitet – i nærværende tilfælde Dansk Folkeparti. Og det mener jeg er stærkt problematisk. For hvis denne diskurs fandt indpas i samfundet, så kunne konsekvenserne være, at vi gradvist ville miste evnen til at se vores egne intolerance i øjnene.  Og dermed vil intolerancen blive banaliseret – det er både trist og skadeligt!  


onsdag den 16. december 2015

Den ikke helt uskyldige pubertetsfest


Mennesket først, tradition så
Traditioner kan være nyttige og sammenhængsanimerende i en tid, hvor tingene synes at ændre sig med lynets hastighed. Derfor giver det også god mening at holde fast ved visse traditioner. Men kun visse. For selvom traditioner kan være gavnlige, så må traditionerne aldrig håndhæves på bekostning af etikken. Vi bør altid insistere på, at de traditioner vi applicerer, også er kommensurable med en almen gyldig moralsk kodeks: nemlig at behandle andre levende væsener med værdighed og som mål i sig selv. Vi skal med andre ord reflektere kritisk og etisk over traditionerne før vi anvender dem. Det er vigtigt at være bevidst om traditionernes strukturelle konsekvenser. 

Den tamilske pubertetsfest
En af de traditioner, som, jeg synes, skal bortgraves er den tamilske pubertetsfest, hvor man på tærkrummende vis udstiller en lille piges intime sfære foran hele det tamilsk diasporasamfund. Jeg kan lige godt så sige det, som det er: Jeg synes, dette pubertetsritual er en pervers og nederdrægtig tradition, som tamiler bør skylle ud i toilettet.  Den hører på ingen måde hjemme i et moderne samfund.
Nogle ville hævde, at denne festivitas blot er tamilernes pendant til konfirmationsfesterne i det danske samfund. Men det er jeg nu ikke enig i. Det er meget muligt, at konfirmation[1] også har til formål at markere en overgang. Men modsat den tamilske udgave, så er konfirmation en tradition, der henvender sig til både piger og drenge. Dernæst er seksualiteten ikke et tema her – i hvert fald ikke så eksplicit, som tilfældet nu engang er med det tamilsk hinduistiske overgangsritual.

Den strukturelle diskurs
Endelig – dette er faktisk denne blogs kardinalpointe – bærer denne pubertetstradition på en struktur, der er stærkt patriarkalsk. For når 11-12-årige pigers allerførste intime øjeblik – den første menstruation – uden pigens samtykke bliver udbasuneret og delt med alle og enhver i samfundet, så afslører denne skik et kvindesyn, der tilsiger, at kvinder ikke må have hemmeligheder. Vi har med andre ord at gøre med et kvindesyn, der er et levn fra en patriarkalsk tid, hvor kvinder ikke måtte tænke en selvstændig tanke. Ritualet afspejler med andre ord et kvindefjendsk narrativ, der hedder, at kvinder skal være gennemsigtige og blottet! Dette ritual legitimerer socialkontrol.
Dette pubertetsritual er på ingen måde nogen uskyldig, social handling. Ritualet er tværtimod en bærer af  en patriarkalsk dominans, som desværre synes at leve videre i det tamilske diasporasamfund. Jeg mener derfor, at ethvert moderne og etisk funderede menneske har en pligt til at forholde sig kritisk til dette ritual. Tamiler kan simpelthen ikke være det bekendt.

Du har et ansvar
Den yngre generation bør derfor tage debatten op med den ældre generation, og tydeliggør bagsiden af den slags ritualer for dem.  
For vi er nødt til tage de skjulte diskurser, som mange traditioner og ritualer bærer på, alvorligt. De skal tages alvorligt og bekæmpes. I det tamilske samfund har man desværre en tendens til at banalisere disse diskurser, fordi de lever under radaren. Og det er et problem.  For det er i virkeligheden diskurser som disse, der  animerer diskrimination og forskelsbehandling.  Og så længe vi ikke indser dette, så vil diskrimination og forskelsbehandling blive ved med at eksistere.





[1] For redelighedens skyld skal det nævnes, at det kristne konfirmationsritual også har sine svagheder. Noget som jeg ikke ønsker at gå nærmere ind på i nærværende sammenhæng

tirsdag den 8. september 2015

DET TAVSE RÅB

NÅR jeg ENDELIG TAGER MIG SAMMEN
OG LYTTER TIL NØDRÅBET FRA EN GUMMIBÅD
TYNGES jeg AF DÅRLIG SAMVITTIGHED

jeg VED IKKE HVAD DER ER VÆRST
HAVET, BÅDEN MED min DÅRLIG SAMVITTIGHED
ELLER DET TAVSE RÅB?

jeg SER BILLEDER AF EN BLÅ GUMMIBÅD
PÅ MIN IPAD
MERE KAN vi IKKE GØRE SIGER de
vi HAR IKKE RÅD, SIGER de

FOR OM FÅ MÅNEDER UDKOMMER EN IPHONE
SÅ DER SKAL SPARES
OG DEN BLÅ GUMMIBÅD MÅ BÆRE SIN EGEN KISTE
OG MÅSKE HVIS vi ER HELDIGE
SÅ DUKKER DEN OP
PÅ VORES NYE IPHONE
SOM IØVRIGT ER DEN TYNDESTE AF SLAGSEN
SIGER de


- skrevet mellem Korsør og Nyborg fredag den 4.09.2015!

søndag den 30. august 2015

Jeg har købt en ny notesbog
min gamle har bogstaverne spist..


mandag den 6. juli 2015

Skoven uden træer

Jeg stikker hovedet ind i en skov uden træer
og farer vild
kunne ikke finde tilbage
skoven uden træer blafrede i vinden
og åd mit udsyn.
min skygge tabte til skammen og gemte sig for mig
jeg kunne selvfølgelig have skrevet et brev
til folk uden adresser
og råbt om hjælp
men hvor køber jeg frimærker i en skov uden træer?
og hvor mange postbude tør også stikke hovedet ind i en skov 
uden træer
der æder ens udsyn og hente breve uden adressat?
Og hvem skal så dele breve ud til de identitetsløse nomader
med friværdi
hvis postbudene farer vild i en skov uden træer?

onsdag den 1. juli 2015

Roskilde - det gode samfund

I aften åbner Nordeuropas største musikfestival, Roskilde festival. Der ventes ikke mindre end 100000 betalende gæster og ca. 25.000 frivillige. 
Roskilde festival som har eksisteret siden 1971 er nok mest kendt for musikken, øl, yndige piger, det traditionelle nøgen-løb og ikke mindst den episke orangescene, hvor festivalens topnavne lader sig hylde foran tusindvis af ellevilde festival-pilgrimme. Dernæst har Roskilde festival naturligvis også en social dimension. Og så er der selvfølgelige det filantropiske.  Roskilde Festival er tillige et filantropisk projekt. Festivalens overskud går nemlig til velgørenhed.

Men det vigtigste af alt er, som jeg ser det, at Roskilde synes at rumme en dimension, som vi kun sporadisk ser i samfundet. Roskilde er nemlig en kilde til inspiration hvad rummelighed og tolerance angår. Denne musikfestival – og andre lignede festivaler – indeholder nemlig en rummelighed og tolerance, som er et eksempel til efterfølgelse, men som kun sjældent bliver fulgt i vores travle og indelukkede hverdag. Det egalitære og åbne samfund, hvor der er plads til alle eksistenser, som nogle af os drømmer om, men kun i glimt ser ske fyldest i samfundet, bliver realiseret i Roskilde. Under Roskilde festivalen sættes de sociale og kulturelle grænser ’ud af spillet’ for en stund. I denne nærværende periode er det tilladt at være anderledes og skeje ud, uden at blive stigmatiseret. Diversitet dyrkes som en dyd i Roskilde, hvor der er plads til skæve-eksistenser med skæve livsstil. Roskilde kan derfor tolkes som værende en projektion af vores indre håb om et egalitært samfund, hvor mennesket kan være sig selv, uden at bøje sig for borgerskabets prædefinerede morallære.
Disse værdier skal så absolut også gælde uden for Roskildes hegn – også selvom det er en svær proces.

God festival og sommer